Vildbjerg Cup gik over alle forventninger, alle børnene i svømmehallen var enormt søde og de opførede sig eksemplarisk i år. I hvert fald hvis man sammenligner med de andre år vi har haft hallen fyldt med omkring 135 børn fra kl. 9 til 21.30 i de dage fodboldtuneringerne står på.
Mandag efter cuppen gik med at slappe af, rydde op og pakke til den sidste del af sommerferien. Søndag eftermiddag bestilte jeg nemlig, sammen med en af mine veninder, en afbudsrejse til ferieøen Kos, som er en græsk ø - tæt på Tyrkiet i Middelhavet. Stedet er kendt for at det i 90'erne var fyldt med unge fra Skandinavien som festede til langt ud på natten og brugte hele dagen på de lækre strande og hoteller. Men, det er der tilsyneladende blevet lavet om på. Nu fremstår Kos, som en meget familievenlig ø - hvilket den også er.
Nanna, min veninde, og jeg landede her tirsdag middag, hvorefter vi af Apollo rejser blev meget venligt kørt til vores hotel i udkanten af Tigaki, en af de mange feriebyer, som ligger på øens nordlige side. Efter to timers meget lang ventetid i hotellets lobby, hvor vi begge var sultne og tørstige, fik vi endelig vores hotelnøgle, og vi kunne slå os ned. Vi fik handlet lidt ind i det store supermarked samt spist lidt mad, hvorefter vi skyndte os ned til poolen, hvor vi blev kølet af.
Onsdag brugte vi hele dagen ved den dejlige strand, det utroligt skønne middelhav med udsigt til nogle af de mindre øer, nord for Kos. Til aften spiste vi ude, ved pizzamanden lige 100 meter fra hotellet. En super hyggelig restaurant med vandfad ned af væggene og ét springvand mellem alle bordene. Nanna fik en god fisk, hvilken ved vi ikke, men den smagte godt og var billig, og jeg fik en lækker cordon bleu, vi gik derfra med god stemning og vi er begge sikre på at vi skal nå at spise der mindst en gang til, før vi rejser hjem.
Dagen i går gik med solbadning ved hotellets pool, og til aften gik vi ned til stranden for at se solnedgangen og få lidt at spise. Dagene flyver afsted, især når man laver ingen ting. I dag har vi igen været på stranden, på vej derned lejede vi to cykler, med gode planer for resten af weekenden, men de er så godt som spoleret nu, historien følger. Da vi gik fra stranden snakkede vi om at vi måske begge havde fået solstik, vi kan snart ikke holde til mere sol. Det er alt for skønt! En af de gode ting ved Kos er helt klart, at det blæser hernede, hvis det ikke gjorde det, ville det slet ikke være til at holde ud.
Her til aften havde vi besluttet os for at tage op til bjergbyen Zia, som kun ligger små fem kilometer fra hvor vi bor. Apollos rejseguide havde nævnt byen i bussen, og at det var et helt vidunderligt sted, man bare skal se, når man er på Kos. Solnedgangen deroppe, var den smukkeste han nogensinde havde set, sagde han. Nanna havde også læst om byen i vores 'Turen går til Rhodos og Kos' bog, så ingen tvivl om at det var det vi skulle. Vi tog kameraet under armen, lidt penge til noget aftensmad, én vandflaske og så begyndte vi ellers at cykle derop ad.
Jeg havde selvfølgelig kigget lidt på ruterne derop med min iPad, her i eftermiddags. Vi kunne vælge gåruten eller ruten med den trafikkerede hovedvej. Klog, som jeg troede jeg var, valgte jeg gåruten. Det viste sig i den grad at være en af de største fejl, men vi kom derop. Efter vi havde cyklet en-to kilometre hoppede vi af cyklerne, og begyndte at trække. Grusvejen, vi var endt på blev mere og mere stejl, og til sidst forsvandt den ud i ingenting. Eller det vil sige, en smal sti, fyldt med tidsler og buske. Jeg tror næppe nogen har gået den rute de sidste to-tre år. Netop som vi så småt begyndte at kunne høre hovedvejen, vi skulle ramme på et tidspunkt, kom der en kløft. Efterfulgt af en meget stejl grusbakke, hvis ikke et bjerg. Men stædige som vi var, ( og selvom vi var næsten løbet tør for vand, og havde aftalt at de sidste måtte vi først drikke når vi kunne se hele vejen til en by, eller en af os var ved at besvime) skulle vi videre. Der var alt for lang, og besværlig vej tilbage. Nanna hoppede, med lidt besvær over kløften, og gik et stykke op ad bakken. Længere oppe kunne hun høre vejen tydligere, så hun var overbevist om at vi skulle over. Og ja, selvfølgelig skulle vi det. Vi kunne ikke gå tilbage efter SÅ lang en gåtur OP af bjerget. Med megen besvær, lidt diskussioner om hvordan og hvorledes vi skulle få cyklerne med over kløften, lykkedes det. Men først efter et skred, hvor jeg skulle forsøge at 'række' den ene cykel til Nanna, som stod nede i kløften. Jeg prøvede at holde fast i cyklen, og give den til Nanna, men så gled cyklen ned mod hende, og jeg fulgte, helt sikkert elegant efter. Av, for den. Men op at stå igen, efter et hurtigt tjek om min hofte var blevet knust, (hvilket den ikke var) samt et par ridser hist og pist og olie smurt ud over armen. Heldigvis blev Nanna ikke ramt, og hun kom op, hentede den anden cykel og rakte den forsigtigt til mig, og det lykkedes. Vi var nu nede i kløften, med begge cykler, nu skulle vi bare op igen. Vi kom op, og vi fandt hovedvejen, eller dvs. en trafikeret vej. Men hvad så?
Skulle vi fortsætte op, eller skulle vi køre ned? Nå, vi kunne da i hvert fald ikke cykle nogen af vejene, for mit bagdæk var under vejen derop blevet punkteret. I sådan en situation, kunne jeg godt have brugt min søde far med lappegrej i lommen. Men nej, ingen kære far, eller mor for den sags skyld. Vi måtte videre: Opad. For de fleste biler kørte op, og der kørte tomme busser ned. Efter lidt snak med forskellige grækere, som knapt nok kunne engelsk, fandt vi vejen til Zia. Åh ja, efter tre timer opad igennem den græske jungle. Og solen var meget snart ved dens solnedgang, hvor smukt. Yes, we did it.
Men, hvordan skulle vi nu komme tilbage til vores hotel? Selvom det er senge fra middelalderen (efter Nannas mening), og i det hele taget bare ikke et særligt luksuriøst hotel, savnede vi det begge meget, mens vi stod og så på den fantastiske solnedgang. Vi sms'ede til Apollo rejsers service telefon, hvorefter en svensker ringede os op. What to do? Han ville råde os til at lade cyklerne stå, tage en taxi hjem, gå ned til det sted vi havde lejet cyklerne i morgen og fortælle dem historien. Og hvad så fister? Selvfølgelig var det en god ide, men så ville vi jo skulle herop igen i morgen, ikke hvad vi havde allermest lyst til. Men vi sagde tak for hjælpen, tog fat i vores cykler og begyndte at gå nedad. Det blev hurtigt mørkere, og jeg begyndte at trille bag ved Nanna mens hun trak. Årh, der ville gå flere timer inden vi nåede ned, men vi var på rette vej, en god asfalteret vej. En græker som boede på vejen råbte efter os, hvad der var galt, vi forklarede ham situationen, han ville gerne have hjulpet, men han kendte først nogen som kunne have os med ned af bjerget ved ti tiden. Vi blev hurtigt enige om bare at gå videre, det gad vi ikke vente på, vi kunne være hjemme inden hvis vi gik.
Kort efter, kom en bil imod os med katastrofeblink. Jeg tænkte, hvad sker der her? Er han kørt i stykker eller hvad. Men nej, det var vores redningsmand. En lille familie, et par og deres fire-fem årige datter havde vendt om på vej ned af bjerget, fordi de havde set os og gerne ville hjælpe. Heldigvis var det en åben bil, hvilket mærke ved jeg ikke, men vi fik smidt cyklen ind på bagsædet, og Nanna hoppede med ind. Den lille pige kom om på skødet af hendes mor, og vi begyndte at trille. Eller det vil sige, jeg spænede ned af bjerget, så hurtigt jeg turde, igennem hårnålesving på cyklen med den smukkeste udsigt over øen, med månen og stjerner på himlen og solnedgangens skær i horisonten. Jeg har aldrig cyklet smuk og hurtig en cykeltur før. Vi havde før jeg cyklet, aftalt at mødes ved hovedvejen, hvor de ville sætte os af, de skulle alligevel den vej. Aldrig har jeg været mere taknemlig for menneskers venlighed, det var så sødt gjort. Da jeg gjorde stop ved hovedvejen, vendte jeg mig om for at finde dem, de havde ikke overhalet mig, det vidste jeg. Men hvor blev de af? Jeg havde tabt min bagrefleks i farten, og de havde stoppet op og taget den med, de kom. Han insisterede på at køre videre med os, lige bag ved mig, for han var overbevist om at det ville være for farligt at køre på hovedvejen, kun med lidt lys på en cykel. Da vejen til Tigaki kom, holdte vi ind. Jeg fandt min pung frem, og ville give dem penge, men næ nej, det ville de overhovedet ikke høre tale om. De var bare glade for at have hjulpet os. Altså, sødere mennesker skal man lede meget længe efter! Vi ønskede dem en forsat rigtig god ferie, og takkede hundredevis af gange. Det var så sødt gjort.
Vi kom hjem til hotellet, og nu ligger vi i vores middelaldersenge. Nanna er kommet i drømmeland, væk fra den græske jungle, og lige om lidt er jeg det samme. Hvilken oplevelsesrig dag, i morgen har vi aftalt at tage en total slap-af-dag ved poolen, og gå hen og aflevere vores cykler - selvom vi havde planlagt at skulle ind til Kos by, og selvom vi havde lejet dem til søndag.
